Synes du nogen gange, at det hele er lidt op ad bakke?

Du knokler afsted og gør alt det, de kloge siger, du skal?

Men alligevel oplever du ikke de samme resultater, som du kan læse på facebook, at de andre (åbenbart) har.

Kurve-02

Det kan sagtens være, at du alligevel gør det hele rigtigt. Lad mig være helt ærlig. Jeg er for længst holdt op med at tro på alt det, jeg læser på facebook. Og det er ikke særlig sundt at tro på, at det vitterligt går så godt for alle de andre. For det er en selekteret virkelighed, de viser. Og hvis du tror på det, kan du meget let komme til at opleve dig selv som en fiasko, og det er ikke hensigtsmæssigt for din forretning. Så læs facebook med et forbehold. De andre skriver heller ikke særlig tit, når de synes, noget er svært.

Min erfaring med at drive en virksomhed (både egne erfaringer og erfaringer fra mit netværk og de kunder, jeg rådgiver) er, at selv om det i nogle perioder vitterligt er så fedt, som det ser ud til på facebook, så er der mange af de andre og knap så fede dage også. Målet er selvfølgelig at få færrest muligt af de tunge dage, og et stykke hen ad vejen kan vi også lægge vores forretningsstrategi efter, at vi får flest muligt af de gode. Problemet med de dårlige dage er ikke primært, at de er tunge at komme igennem. Problemet er, at det er her, mange begynder at tvivle på deres værd og firmaets berettigelse. Og det har flere konsekvenser:

  • Når tvivlen styrer, holder mange op med at investere i deres virksomhed. For hvad er det værd? Men hvordan skulle de kunne komme videre uden at investere?
  • Mange holder igen med at sætte de nye og gode ideer i gang. Fordi de ikke rigtig tror på det.
  • Når man holder op med at investere, bærer firmaet præg af det, og så bliver det endnu sværere at komme op at stå igen. Kunder og samarbejdspartnere kan også mærke det, når virksomhedsejere ikke tror på det selv.

Bild dig selv ind, at du tror på det

Så selv om du måske har lyst til at give op og slække på aktiviteterne, så skal du gå en anden vej. Eller lukke dit firma med det samme. Du er nødt til at holde fanen højt. Så længe du stadig håber på, at du får vendt bøtten, skal du tro på det. Ikke kun af hensyn til dem, der følger dig. Men også af hensyn til dig selv. Bliv ved med at passe dit firma, gå til dine netværksaktiviteter, skriv dine nyhedsbreve eller hvad du nu plejer at gøre. Det, der plejer at virke, kommer højst sandsynligt til at virke igen. Du ser bare ikke resultaterne nu. Det er netop i denne fase, der er mange penge i at have is i maven. Og i at lade være med at tænke, at du nok hellere må sætte dine priser ned. Hvis dine priser ikke plejer at være et problem, er de det nok heller ikke nu.

Jeg kender en selvstændig, der for år tilbage sad i en rigtig træls situation. Der var ikke noget, der virkede godt nok. Og hun havde gjort op med sig selv, at hvis det ikke kunne blive anderledes, ville hun lukke. Men hun havde et vigtigt møde en lille månedstid længere fremme. Som både kunne blive hendes indgangsbillet til udlandet og flere velbetalte jobs. Hun vidste, at hvis det møde ikke gik, som hun håbede på, ville kun lukke firmaet. For så magtede hun ikke mere. Men hun sad ikke på sine hænder og ventede på mødet. Hun byggede en masse op online, selv om hun vidste, at hun måske ikke kom til at føre noget af det ud i livet. Hvis hun altså lukkede. Men hun fik kunden. Og stod så både med kunde og sine onlineprodukter. That’ s the spirit.

Derfor: Så længe du har dit firma, hold fokus, hav is i maven og arbejd for det.