Mit blogindlæg i dag kommer ikke til at være et af de mest sexede – hverken at skrive eller læse.

Til gengæld handler det om en af de ting, der har gjort den største individuelle forskel for min forretning, og som jeg tror også kan gøre det for din.

I starten, da jeg drev BilligeGolfbolde.dk, tog jeg det hele som det kom. Det vil sige, at opstod der et problem, brugte jeg noget tid på at finde løsningen, og så løste jeg det.

Anden gang problemet opstod, brugte jeg tid på at finde løsningen igen, og så løste jeg det.

Det virkede egentlig fint i starten.

Jeg havde masser af tid, og udfordringerne var ikke større end at de kunne løses.

Senere da vi åbnede Dealfighter.dk, der blev dog en del mere travlt.

Jeg havde ikke længere det fulde overblik over forretningen, da jeg havde fået  medarbejdere til at tage sig af  forskellige opgaver i  forretningen.

Det samme gjorde sig gældende for BilligeGolfbolde.dk.

Det betød bare, at når problemerne opstod, så ringede de til mig.

Alle sammen!

Og oftest flere gange om dagen.

Oftest var det dog ikke problemer, men mere opgaver af teknisk karakter, som de havde udfordringer med.

Derfor opfandt jeg det, som vi i daglig tale kalder for håndbogen

illustration-af-mand-med-bog

I håndbogen står alle vores processer i firmaet beskrevet, fra A-Z.

Det vil faktisk sige, at når vi starter en ny medarbejder op, så kan vi blot udlevere dem denne håndbog, og så er de næsten klar.

I procesbogen kan du fx se hvordan du step-by-step:

• Opretter produkter
• Ændrer et billede
• Skifter kategoritekst
• Ligger nyt logo op
• Smider nye produkter på den engelske side, med delt lagerstyring
• Opretter en faktura

Det handler dog også om, hvordan supporten skal håndtere forskellige scenarier, fx.:

• En kunde ønsker pakken sendt til et sted vi ikke supporterer
• En kunde ønsker den pakket ind som gave
• En sælger ringer med en forespørgsel

Og sådan kunne jeg blive ved..

Denne bog, har betydet, at mine virksomheder er blevet meget mere effektive.

Jeg kan fokusere på det som jeg finder sjovest – VÆKST – og mine medarbejdere i Viborg kan sørge for at hjulene triller rundt.

Det kan være op af bakke at skulle i gang med denne bog, men jeg lover dig, at når din virksomhed først begynder at vækste, så bliver den fuldstændig uundværlig.

Bonustip: Noget som virkelig også kan mindske spørgsmål fra support-afdelingen er  at indføre én simpel regel. Reglen hos os er nemlig: ’Hvis du kan løse det for under 250 kr. så skal du ikke spørge om lov’. Dvs. At uanset hvad de får af underlige, sjove og mærkelige forespørgsler, så har de fuld tilladelse til at gøre alt, hvis det kan løses for under 250 kr.

Nogle gange betyder det så vi taber en smule penge på en ordre, men til gengæld har kunden fået det præcis som de ønsket, og det har alligevel en højere værdi, på længere sigt.