På vej til lufthavnen, fra foredrag I Aalborg, fik jeg en sludder med min taxachauffører.

Som jeg plejer.

Taxachauffører fortæller de bedste historier. Men den tager vi en anden gang.

Denne her skønne taxa-mand var uddannet pædagog, men var helt vildt glad for at køre taxa – for “han kunne sgu ikke holde alle de små unger ud”.

Til gengæld stortrivedes han med at være en fri fugl med hjul på.

Noget af det definerer os mest i livet er udholdenhed. Hvad man kan udholde. Og hvad man ikke kan udholde.

Den der vinder en Ironmand, er ikke den, der er i bedst form eller har trænet mest. Det er den (af dem der er i bedst form), der kan udholde mest smerte.

De 10 første der kommer over målstregen, er defineret ved: Alle er i lige god form, men deres evne til at udholde smerte er enorm.

Og den der kommer først over stregen, er den der kan rumme mest smerte.

Illustration-af-kvinde-der-krydser-maalstreg-foer-mand

Man skal bruge alle de kræfter man har – for at nå sit mål

Hvad du bliver i livet formes af din udholdenhed

Hvis du ikke kan udholde lugten i bageriet, så bliv ikke bager.

Hvis ikke du kan klare børnelarm, så vælg en anden karriere end pædagog.

Ostehandleren synes også at ost lugter.

Hans kone synes ostetøjet stinker, når han kommer hjem.

De kan bare lide ost meget mere, end de synes ost stinker. De har en høj udholdenhed overfor ostelugten.

Udholdenhed definerer også vores fællesskaber

Du bliver ikke politiker, hvis ikke du kan udholde bullshit.

Du bliver ikke kunstner, hvis ikke du kan rumme lidelse.

Du bliver ikke lærer, hvis ikke du kan udholde forskellighed, forstyrrelser og forældreindblanding.

Du bliver ikke kontormedarbejder, hvis ikke du kan udholde kedsomhed (og sidde stille uden at larme i mange, mange timer).

Du bliver ikke en god mor eller far, hvis ikke du kan udholde tanken om, at du ikke længere er centrum i universet.

Og Du bliver ikke læge, hvis ikke du kan rumme ensomhed. At være læge er ét af de mest ensomme jobs i hele verden.

Læger kan være sindsygt professionelle i alle faglige områder, og stinkende dårlige kollegaer.

At stå alene med en diagnose, eller endnu værre – en fejl, er afgrundsdybt ensomt, og kan man ikke klare den følelse, bliver man ikke læge.

Det er faktisk en af de afgørende forskelle mellem sygeplejersker og læger: Læger kan alene; sygeplejersker kan kun sammen, i fællesskab.

En dygtig sygeplejerske kan få tilbuddet om at blive læge, men takker nej, fordi han eller hun ikke kan udholde tanken om at skulle undvære de andres varme arme.

Der er nogle ting i livet, der bare ikke går over, men som man skal kunne udholde, lære at acceptere og med tiden måske endda komme til at elske.

Alle fag, alle jobs, enhver karriere har masser af lyse momenter

Og en vis portion, der lugter af prut.

Så enten skal man lære at holde vejret, når prutten kommer eller træne sig selv til at inhalere den og sige “mmmmmh, hvilken bouquet idag”.

Vi havde en gæst til middag i går. Han havde hele sit liv været ansat i store virksomheder, med gode teams og trygge rammer.

I forbindelse med finanskrisen var han blevet fyret, og havde kastet sig ud i den selvstændige konsulentgerning.

Men – som han sagde – kunne han ikke klare det i længden.

Han kunne ikke udholde, at han sjældent fik lov til at køre projekterne til dørs, og ikke var en rigtig del af teamet.

To ting som jeg i øvrigt synes er noget af det bedste ved konsulentopgaver.

At have egen virksomhed kræver stor, stor udholdenhed. Den har sin egen søde smerte, som vi! skal! igennem!

Der er ingen, der kan lide ikke at vide, hvor den næste løn-check kommer fra.

Der er ingen, der i starten falder trygt i søvn i sikker forvisning om at alt nok skal gå.

Der er ingen, der synes det er fedt at picthe et projekt, man ikke har heeeelt styr på, og guderne skal vide at det ikke er nogen fed oplevelse at være gravid i 7 måned, kaste op i kælderen under Ingeniørens hus, hanke op i de små hår i nakken, og stille sig smilende og selvsikker på scenen foran 500 halvsovende erhvervsfolk.

Vi er bare nogle, der godt kan klare tanken om at skulle gøre det 10, 1.000 eller 1.000.000 gange mere, fordi vi hører et kald i den opgave. Fordi vi træner.

What doesn’t kill you makes you stronger

ja, ja. Men hvis ikke det gør dig stærkere, så dræber det dig i længden.

Det er utroligt vigtigt at lære forskellen.

Jeg har personligt en meget lav udholdenhed overfor kedsomhed og afskyr, når andre prøver at bestemme over mig.

Til gengæld kan jeg rumme uendelige doser af kompleksitet og elsker quick & dirty prototyping.

Jeg har heller ikke noget problem med at sælge ting efter devisen “fake it till you make it”, og tager gerne konflikter internt og eksternt i opløbet, så mine medarbejdere kan have det godt (den muskel fik jeg i øvrigt trænet til perfektion, da jeg arbejde som tjener på en restaurant, hvor man altid stod med bøvlede gæster. Uretfærdigt ja, men drikkepengene var gode.

In short – jeg kan udholde det uregerlige tornado-liv man lever, når man har egen virksomhed.

Jeg elsker det.

Også når det lugter af prut.

Jeg ville dø langsomt, hvis jeg skulle fastansættes på åremålskontrakt (gys) og ikke selv måtte bestemme, hvem jeg ville arbejde sammen med (gys, gys).

Det er godt og dejligt med mere fokus på iværksætteri. Men det er så absolut heller ikke for alle. Folk er forskellige, jo.

Heldigvis. Ellers kunne jeg jo ikke få nogle dygtige medarbejdere.

At have sin egen virksomhed, skal man dog helt sikkert prøve.

Og når smerten kommer, så byd den velkommen.

Vær i den, og lær den at kende, for det er ikke dig der skal igennem den.

Den vil gerne være din ven, gøre dig stærkere og drive svagheden ud.

Få alt piv & klynk sparket over til naboen. Så næste gang du er så træt eller bange eller frustreret at du er ved at kaste op, så slug klumpen, ret dig op, se dig selv i spejlet og sig “kan jeg klare det her? Kan jeg finde en mening, en sødme eller en nydelse i smerten? Det du bliver i den proces, er ikke noget rosenrødt glansbillede og du er ikke garanteret succes.

Men du bliver fanden fisme en fighter.

 

I think certain processes don’t allow for any variation. If you have to be part of that process, all you can do is transform – or perhaps distort – yourself through that persistent repetition, and make that process a part of your own personality. Whew!”

Haruki Murakami