Jeg sidder i solen på et retreatsted, eller finca, som det hedder på spansk, og arbejder. Ved et smukt blåt bord ved et hus midt i de Andalusiske bjerge. Det er en drøm. Ikke blot en drøm om et arbejdsliv, hvor jeg laver kurser og workshops et dejligt varmt sted. Hele stedet er et konkret, fysisk udtryk for et menneskes drøm.

Min kæreste Jonas har opfyldt sin drøm om at finde et sted i bjergene, og gøre det til et sted, hvor mennesker mødes. Da han fandt det lå der blot en gammel ruin af en olivenmølle på grunden, men nu er det et vidunderligt smukt retreatsted.

Lyder det for godt til at være sandt? Er det en smule provokerende at høre om en andens drøm, som er gået i opfyldelse? Det er udmærket, for så er missionen allerede lykkes lidt. Mange reagerer på Jonas’ valg med udtalt skepsis. Der er to typiske reaktioner: Dem, der åbenlyst udtrykker nysgerrighed, begejstring og føler sig inspirerede. Og så er der dem, der forholder sig kritiske, distancerede og skeptiske. De fleste mennesker synes, at Jonas er tosset.

 

trorduselvpåden

 

Jonas forlod en vellønnet og velkørende karriere i tv-branchen. Her havde han i mange år nydt godt af rigeligt og varieret arbejde i en verden, hvor det går hurtigt, og hvor man bliver, til opgaven er klaret. Det var hårdt arbejde, der var fart på, og det var en livsstil. Men selv det mest farverige og eksotiske bliver rutine. Arbejdet blev mere og mere bare et job. Stadig mere tomt og uden gnist. Til sidst var arbejdet ikke andet end kilden til den løn, der opretholdt det eneste, der var tilbage af suset: Nemlig den glittede livsstil, der fulgte med. Langsomt blev det mere og mere meningsløst.

Vi ved fra vores kursusarbejde, at der er rigtig mange mennesker, der befinder sig i den situation. Alligevel (eller måske netop derfor) er der mange mennesker, der fortæller Jonas, at hans drøm er uholdbar. De spørger: ”Hvad skal du leve af?” Så deler Jonas ud af sin vision om at få folk til at mødes på retreats, og om de 1000 pinot noir-vinstokke, han satte i jorden i februar, og om de 150 mandeltræer og alle de fantastiske gamle oliventræer. Så er responsen ofte: ”Du har vel forhåbentlig ikke tænkt dig at leve af vin? Det er jo slet ikke holdbart.”

Jonas bliver måske endda selv lidt overrasket over dette vidunderlige sted, som langsomt tager form, mens han dag for dag lærer at tale spansk og bliver en del af lokalbefolkningen. Eller mens han finder evner for design gemt inden i sig, og udtænker, tegner og konstruerer en trappe som en central del af et rum med seks meter til loftet.

Her er en virkeliggjort drøm i form af et hus, som både er meget konkret og meget fantastisk. Men det fantastiske risikerer at fordufte, når drømmen møder hverdagens og omgivelsernes respons: ”Virkelig? Er det det, du har tænkt dig? Tror du selv på den idé?” Men lige nu, hvor vi sidder her og nyder livet på terrassen, ligner Jonas en meget lykkelig mand.