Allerførst tillykke med din beslutning om at blive selvstændig og drive din egen business. Jeg ønsker dig held og lykke på din rejse og glæder mig til at give dig inspiration og udfordring her på siden.

Når du har valgt at blive selvstændig, kan det selvfølgelig skyldes flere ting. Men en af grundene tror jeg er, at du sætter pris på at skabe din egen hverdag. Derfor har jeg lyst til at spørge dig: Har du skabt en hverdag, der bringer dig nærmere dit mål?

Hverdagen er dit fundament

Som selvstændig har du sikkert gjort dig en masse tanker om dit mål og din vision med dit arbejdsliv. Og det er uden tvivl et vigtigt udgangspunkt. Men derudover er noget af det vigtigste, at du skaber din egen praksis.

Din praksis er de handlinger, som du udfører hver dag for skridt for skridt at nærme dig dit mål. En god praksis er altså selve fundamentet for, at du når dit mål.

Hvad fungerer for dig?

Ved at have gode rutiner i din hverdag, viser du dig selv, at du ikke forventer mirakler, men er indstillet på at gøre dit bedste hver dag for at komme et skridt nærmere dit mål.

På den måde kan en god praksis også give dig ro i sindet, fordi du ved, at du er på vej – også på de dage, hvor det ikke føles sådan.

Hvad er en god praksis eller gode rutiner?

Det kan for eksempel være et mail- og telefonfrit tidsrum hver dag, fordi du har brug for fuldstændig ro for at løse en bestemt type opgave. Det kan være at have faste aftaler med personer i dit professionelle netværk, fordi du ved, at du har behov for sparring. Eller det kan være at gå en tur med hunden ved middagstid hver dag, fordi du ved, at det giver dig fornyet energi.

 

Håndtegnet pindemand der går tur med en gravhund

20 minutters frisk luft kan gøre en verden til forskel

Det korte af det lange er, at kun du ved, hvad der fungerer for dig og din måde at arbejde på.

Start en ny praksis i dag

Nu vil jeg opfordre dig til at kigge din hverdag efter i sømmene. Fokuser på dine daglige rutiner i løbet af et par dage, og registrer, hvilke bevidste og ubevidste vaner og rutiner, du allerede har.

Hvor ofte og i hvilke situationer lader du dig for eksempel distrahere af mail, LinkedIn eller Facebook?

Hvornår er du i flow og har let ved at koncentrere dig – og hvorfor mon?

Tænk så over, hvilke rutiner, der er hensigtsmæssige, fordi de giver dig energi i hverdagen og bringer dig nærmere dit mål, og hvilke der blot er dårlige vaner, der tager fokus fra det, der egentligt er vigtigt for dig.

Lav nu en liste med de handlinger, du ønsker skal være en del af din praksis fremover, og sæt dem ind i en realistisk hverdagsplan. Start med ganske få handlinger og føj flere til efterhånden som handlingerne bliver til gode vaner.

Du har som selvstændig valgt at skabe din egen hverdag. Vælg at gøre den meningsfuld og inspirerende, så lover jeg dig, at du på lang sigt vil se resultater, som du ikke har turde drømme om.

 

Kærlig hilsen

Sofia Manning