10 kraftfulde emnefeltstrategier, der virker

I første del af mit blogindlæg om emnefelter gav jeg dig en række tips til, hvad du bør og ikke bør gøre, når du laver emnefelter til din e-mailkampagne.

Når du har styr på disse grundlæggende ”spilleregler”, er du sikker på ikke at gå helt galt i byen. Omvendt skal der lidt mere til for at presse din åbningsrate op i de højere luftlag.

Nedenfor giver jeg dig derfor 10 af de meste gennemprøvede og supereffektive emnefeltstrategier, som du kan forme dine egne emnefelter efter.

 

emnefelt-del2

 

Vær opmærksom på, at du kan kombinere nedenstående strategier efter behov:

1.    Spørgsmåls-strategien

Et emnefelt udformet som et retorisk spørgsmål er velegnet til at fange modtagerens opmærksomhed. De mest effektive spørgsmål er lukkede spørgsmål (spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej), hvor du med stor sikkerhed kan forudsige modtagerens svar.  Spørgsmålet skal helst være lidt provokerende eller pirre modtagerens nysgerrighed. Eksempler på emnefelter udformet som spørgsmål kunne være: ”Er du 33 år?”, ”Bor du i Hillerød?”, ”Vil du tjene mange penge?” og ”Vil du spare mange penge i skat til næste år?”. Du kan evt. udvide emnefeltet med også at give svaret. F.eks.: ”Har du ofte hovedpine? Brug Panodil”.

2.    Kendis-strategien

Mange skuespiller, sangere, brands og virksomheder m.v. har en høj kendskabsgrad. De er kendte, fordi de har succes, er rige og er meget eksponeret i medierne. Derfor er mange mennesker interesseret i at følge med i deres liv og levned. Hvis du vil nævne en kendis i dit emnefelt for at fange opmærksomheden, skal det naturligvis være en kendis, som du ved, din målgruppe/persona kender. Eksempler på sådanne emnefelter er: ”Sådan tjente Simon Spies sin første million”, ”Lær at spille guitar som Jimmy Hendrix” og ”Her er mobiltelefonen, der slår iPhone”

3.    Tips-strategien

De fleste mennesker elsker at få nogle hurtige tips, ideer eller måder til at løse et problem eller opnå noget, som de gerne vil have. Det er lidt, som at springe over, hvor gærdet er lavest og at få anvist nogle veje til hurtige resultater. Skriv dine tips sammen med et tal som følgende eksempler: ”5 tips til den perfekte julefrokost”, ”7 hurtigste måder at blive millionær på” eller ”10 genveje til et slankere liv”.

4.    Sådan-strategien

”Sådan-strategien” er lidt ligesom ovenstående ”tips-strategi”. Igen handler det om at give modtageren løsningen på et problem eller et godt råd til, hvordan han kan få noget, han gerne vil have. Ordet ”Sådan” svarer her til det engelsk ”How to” og eksempler kunne være: ”Sådan skriver du et hit”, ”Sådan slipper du hurtigt af med din snue” eller ”Sådan bliver du rig på 6 måneder”.

5.    Hemmeligheds-strategien

Mennesker er født nysgerrige. Nysgerrighed er vores drivkraft til at lære nyt og udvikle os livet igennem. Vi elsker derfor hemmeligheder, insider-viden og at få et kig bag kulisserne. Det kan du udnytte i dit emnefelt ved at skrive emnefelter, som følger: ”Få hemmeligheden bag Justin Biebers succes”, ”Afsløring: Så tæt er vi på jordens undergang”, ”Ting, du ikke vidste om Madator-serien” og ”Bjarne Riis taler ud: Derfor tog jeg EPO”.

6.    Nyheds-strategien

Hvis du virkelig har en nyhed, som du ved vil interessere dine modtagere, så skal du naturligvis præsentere den allerede i dit emnefelt. Folk elsker at få ægte friske nyheder, som opdaterer deres viden og gør dem klogere. Eksempler kunne være: ”Det sidste nye skrig inden for krigsførelse”, ”Se de hotte, nye sommerkollektioner” eller ”Det nye stjerneskud på tennishimlen”.

7.    Quiz-strategien

Det ligger i den menneskelige natur at ville konkurrere, teste sig selv eller quizze, hvilket de mange quiz-programmer i fjernsynet da også vidner om. Motivationen er at være bedre end andre mennesker, at blive klogere på sig selv eller at blive underholdt. Der er således et vist spændingsmoment, som vi kan anvende i emnefelter som: ”Test dig selv: Hvad er din BodyAge?” og ”Quiz: Hvem kan huske mest fra 2013?”.

8.    Teaser-strategien

Som tidligere nævnt er de fleste mennesker nysgerrige, og med teaser-strategien kan du pirre denne nysgerrighed. Det kan du gøre ved at komme med nogle pirrende (eller måske kryptiske) udsagn, som din målgruppe bare er nødt til at åbne din mail for at læse mere om. Husk dog, at du ikke må love mere end du kan holde, da du ellers vil komme til at fremstå som en utroværdig afsender. Her er nogle eksempler: ”En trækprocent på nul er mulig. Luk op og se hvordan”, ”Om 1 år kan du blive millionær. Læs, hvordan du gør” og ”Millioner af mærkevarer til halv pris”.

9.    Bydeforms-strategien

Har du et godt call-to-action, dvs. noget, som du gerne vil have, at din modtager skal gøre, kan det være en god ide eksplicit at gøre opmærksom på det i emnefeltet. En god måde er at sætte verbet i bydeform (også kaldt imperativ), så den fremstår lidt som en kommando: ”Forårstøjet er kommet. Gør et godt køb i dag” eller ”Vær på forkant med udviklingen og køb din nye smartphone i dag”.

10.    Løfte-strategien

En sidste strategi til et godt emnefelt er at give modtageren et stærkt løfte allerede i emnefeltet. Det siger sig selv, at du naturligvis skal være i stand til at holde dit løfte, da det ellers vil være mere skadeligt end gavnligt at bruge denne metode. Her er nogle eksempler: ”Med (dit produktnavn) kan du leve mindst 20 år længere” eller ”Her er vejen til at lykkeligere liv”.

Med ovenstående emnefeltstrategier skulle du være godt rustet til at skrive emnefelter, som øger din åbningsrate ganske betydeligt. Jeg har lavet en infografik, hvor jeg har samlet rådene fra både del 1 og del 2 af dette blogindlæg. Du er naturligvis meget velkommen til at dele det med dine venner.

Emnefeltstrategier-i-e-mails