Kan du mærke, at du nogle gange skal stå på bar bund for at skabe noget nyt? Og føles det indimellem uoverskueligt? Så tænk på dit liv som en rosenbusk: Roser skal beskæres for at skabe nye blomster, og nogle gange, hvis rosen ikke trives, er det nødvendigt at beskære busken temmelig hårdt, så den står nøgen og afpillet i haven. Men så er der mulighed for, at rosen igen vokser sig stærk og smuk og skaber de vidunderlige blomster, som vi kan glæde os over. Sådan er det også nogle gange med mennesker: Vi skal ikke beskæres, men vi skal fjerne alt unødvendigt, al støj og forvirring – vi skal føle os tomme og på bar bund, før vi kan blomstre igen.

Min bror døde i en alt for tidlig alder, og med ét faldt alle mine forestillinger om livet bort. Der stod jeg tilbage med friheden, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med den. Jeg var nødt til at lade sorgprocessen få plads, og det betød, at de mange hæmmende forestillinger forsvandt, fordi Magnus’ alt for tidlige og urimelige død fik mig til at føle, at der ikke længere var mening med noget som helst.

bar_bund_001

 

Alle normer, regler, forestillinger, fordomme, overbevisninger, følelser, tanker og al moral forsvandt. Alle de lag, jeg havde brugt til at stive mig selv af med, blev skrællet af på én gang. Jeg stod tilbage med en helt renvasket tavle. Jeg var på helt bar bund, eller helt fri. Ordet burde fandtes ikke længere i mit ordforråd. Jeg var fri til at gøre, hvad jeg virkelig ville.

Jeg har bevaret frihedsfølelsen lige siden, og nu har jeg tilmed lært at forstå, hvad den består af: Jeg kunne gå ud af min dør lige nu og aldrig vende tilbage til mit hus, hvis det var det, jeg ønskede – hvis det var det, jeg virkelig ville. Det er det ikke, men jeg ved, at alle mulighederne ligger lige for mine fødder. Det ved jeg. Alt har konsekvenser, og nogle handlinger kan have konsekvenser, jeg ikke ønsker. Men jeg kan gøre, hvad jeg vil.

Måske tænker du, at det bare er ord, men jeg opfatter friheden til at gøre, hvad jeg virkelig vil i mit liv, som en form for perspektiv. Når jeg kombinerer dette perspektiv med bevidstheden om, at jeg i princippet kan være død om en halv time, så opstår der en dynamik, som betyder, at jeg nok aldrig kommer til at gå i stå i mit liv. Jeg ved, at jeg hvert øjeblik er fri til at gøre, hvad jeg virkelig vil. Altid. Og det er du også. Altid. Hvert sekund. Hvert minut. Hver time. Hele dit liv. Valget er dit. Efter min brors død lærte jeg, at det eneste, jeg behøver at tænke over, er: ”Hvad vil du virkelig?” Og tage et skridt ad gangen. Skridt for skridt.