Som menneske har det aldrig været let at sige nej eller stop. Undersøgelser har vist, hvordan vi mennesker kan finde på at købe noget vi ikke vil have i stedet for at sige NEJ!
I mit job oplever jeg en anden side af ”kunsten at sige nej” – at finde begrænsningen i forhold til balancen imellem at tjene penge, servicere sine kunder og holde sin sædvanlige standard.

JEG HAR GJORT DET SELV – JEG ER SKYLDIG….

I en balance mellem at sikre brød på bordet og at man ikke ved hvordan næste måned ser ud, så tog jeg flere opgaver end godt var. Resultatet var at det gik ud over familien (for kunderne skal jeg leve af). Men det gik også ud over mig – jeg blev stresset og den nøgne sandhed er, at jeg var ikke ligeså skarp og omhyggelig og leverede ikke den samme høje kvalitet som jeg plejer.

illustration -af-mand-der-siger-nej

HVORFOR nævner jeg dette??

Den seneste tid har jeg oplevet revisorer, kunder og samarbejdspartnere. Alle dem jeg ville anbefale som de bedste, fordi de er omhyggelige, dygtige og sætter kunderne først – men jeg kan se at de også gør det.

Har vi fået for travlt? Vi kan jo ikke tillade os, som den kommunale medarbejder jeg talte med, at sige til kunderne midt i en samtale ”klokken er 14, så jeg må bede dig om at ringe tilbage imorgen”. Vi tager gerne en ekstra time eller flere, men hvornår er nok opgaver nok, og hvor finder man grænsen mellem at have nok opgaver i opgavebogen og ikke for mange?

Ud fra de observationer jeg har gjort og mærket på egen krop, så vil jeg med dette opfordre dig til at stoppe op engang imellem og tænke over hvor din grænse er. Hvad var dit mål da du startede, har du passeret det og har du så flyttet din minimums-omsætning tilsvarende?

Jeg tror det er en vigtig del af at være selvstændig at stoppe op og holde fast i sine mål i og uden for forretningen. Hvis jeg minimum skulle omsætte for 40.000 for at kunne få hæve en fornuftig løn, hvad så når jeg når de 100.000 og får tilbudt en ny opgave? Siger jeg ja, selvom jeg ved at jeg får mere travlt, og at det betyder at familien og måske mine nuværende kunder vil få lidt mindre opmærksomhed?

Det tror jeg er naturligt for de fleste af os at gøre, men er det sundt? Og tjener jeg flere penge på det i den sidste ende?

Det er her jeg oplever at kæden knækker for mange. Jeg kan pludselig ikke genkende deres høje standard, de får ikke svaret på alle mails, de løser opgaverne, men er ikke ligeså forberedte og måske heller ikke med lige så gode resultater. Egentlig bliver den ekstra opgave muligvis med risiko for at miste en anden opgave. Ikke mindst i de brancher hvor det vi sælger er vores egen tid.

Ud fra mine erfaringer, har jeg sat mig nogle konkrete mål/holdepunkter:

• Jeg skal have en dag om ugen fri for opgaver – denne til administration, ekstra opgaver eller en nuværende opgave som kræver mere tid end beregnet.
• Jeg vil gerne omsætte for minimum X.000 om måneden – jeg har også et maksimum!
• Hvad var min grund til at blive selvstændig. Hvad er mine mål for min virksomhed?
• Har jeg en god mavefornemmelse med alle mine kunder?
• Har jeg altid opgaver jeg ikke har nået, eller kan jeg nå alt?

Prøv at sætte dine mål og begrænsninger, med det er jeg sikker på at du gør det bedste for dig selv, din virksomhed, dine kunder og din familie.