Man kan mene hvad man vil om det, men ingen har tvivlet på at det ville ske. Dagen er nu kommet, og Instagram har lanceret deres annonceprodukt i en mere mainstream udgave end den hidtil lukkede betaversion. Vi har i Cuponation været meget tidligt ude og teste denne nye feature, og deler her lidt af vores hidtidige erfaringer.

Instragram-annoncer Cuponation

Hvad betyder det så?

Det kommer stærkt an på om du er annoncehadende forbruger eller opmærksomhedshungrende markedsføringsperson. Én ting er sikker, Instagram har et rigtigt stærkt udgangspunkt for deres produkt.

Tre ting er sikre:

1) Instagram kommer til at tjene styrtende

2) Danske virksomheder taber på det

3) DU kan score kassen

Lad mig gå igennem dem en efter en.

1) Instagram kommer til at tjene utroligt mange penge på deres nye produkt baseret på to helt enkle observationer. Den første er, at du allerede elsker Instagram og bruger det utroligt meget i dagligdagen. Det har dit fulde fokus når du kigger gennem dit feed, og du ved, at der venter kvalitet når du kommer på Instagram. Derudover ved Instagram gennem ejeren Facebook alt om dig, og kan personalisere annoncer til dig uhyggeligt stærkt.

2) Danske virksomheder er traditionelt utroligt langsomme til at opfatte de ting, der kan ryste en industri. Et par vil begynde at teste allerede nu, men de store koncerner vil være måneder hvis ikke årevis om at tage det til sig. Det er ukendt, og dermed “farligt” at dedikere markedsføringsbudget til for traditionelle virksomheder. Danske virksomheder vil endnu engang tabe på at være bagerst i kapløbet.

3) Som lille forretning eller markedsføringsmedarbejder har du uanede muligheder for at gøre dette til et unikt punkt i din virksomheds historie. Du kan blive blandt de første til at tage dette koncept til dig, og hvis vi ser tilbage på lignende introduktioner af annonceprodukter (Facebook annoncer og Google AdWords) har det vist sig, at få brands og virksomheder altid har formået at udnytte disse nye koncepter når de kom ud. Det, det har gjort er, at de har fået kunder utroligt billigt før annonceproduktet blev “mainstream”, og dermed kan DU allerede nu score kassen på, at Instagram som næste enorme platform giver dig muligheden.

Mit forslag: Grib den, kom i gang!