Rigtig mange selvstændige stirrer sig blind på deres egen virksomhed. Man bliver på en eller anden måde sovset ind i sin egen hjemmeside, sin egen måde at gøre tingene på osv.

Dvs. at man ret hurtigt kan gå glip af muligheden for at udvikle sig og ekspandere. Specielt hvis tingene kører nogenlunde.

Derfor vil jeg i dag fortælle dig lidt om fordelene ved, at du som selvstændig får professionel konstruktiv sparring på din virksomhed.
sparring

Der er nogle ting, som du er bedre til end andet

Helt naturligt er det sådan for os alle sammen, at der er nogle ting, som vi er bedre til end andet. Måske er du en haj til regnskab, men det halter lidt med markedsføringen. Måske er det omvendt. Uanset hvad, så har vi alle sammen områder indenfor virksomhedsdrift, hvor det ville være klogt at få nogle andres øjne på.

Der er specialister indenfor alt

Det gode ved at få sparring ude fra er, at alle mennesker har nogle spidskompetencer og ofte vælger at udvikle disse spidskompetencer. Dvs. at de helt automatisk har specialiseret sig inden for et område, som du måske ikke har. Dette sparer dig tid, da du som ejer af en virksomhed ikke kan nå at dygtiggøre dig i alt. Det kan specielt være udfordrende at dygtiggøre sig i det, som man ikke synes er interessant.

Tid er penge

En anden faktor er, at tid er penge, når du er selvstændig. Det kan godt være, at det vil koste dig en sum penge, at få lavet en hjemmeside, men i forhold hvad det ville koste dig i tid er det ofte givet rigtig godt ud (hvis du finder de rigtige til opgaven).

Du bliver derfor nødt til at se på, hvor din tid er givet bedst ud og uddelegere resten.

En af de første ting, som jeg uddelegerede var regnskab. Jeg fik mig lynhurtigt en revisor, fordi jeg vidste, at det var det område indenfor virksomhedsdrift, der ville dræne mig mest. Specielt hvis der ikke var styr på det.

Så prøv at tage et kig på din virksomhed og stil dig selv spørgsmålene:

• Hvilke arbejdsopgaver ville en anden person kunne gøre lige så godt som dig (måske endda bedre) hurtigere?
• Hvilke arbejdsopgaver dræner dig i din virksomhed?
• Hvor meget ekstratid ville du få, hvis du valgte at få andre til at tage sig af de arbejdsopgaver, som du ikke er bedst til?
• Hvor er dine spidskompetencer? Det er her du skal fokusere din tid og energi.

Rigtig god fornøjelse med det. Og lad mig super gerne høre, hvad dine erfaringer er med sparring på din virksomhed.

Ps. Vær kritisk når du søger sparring. Vælg altid nogen som du kan se selv gør det, som de gerne vil lære fra sig. Din virksomhed er dit hjertebarn. Derfor er det vigtigt at være selektiv i valg af sparringspartner, revisor osv.