Det er torsdag og jeg har været til et foredrag med en af landets større CEO’s.

Et møde jeg var virkelig spændt på, især fordi jeg troede, at jeg skulle høre et foredrag om: Hvordan at ledelsen kan og bør agere når en virksomhed står over for massive udfordringer.

Det var ikke det jeg hørte.

Nej, det jeg hørte var beklagelser.

Hjertesuk over hvordan markedet har udviklet og fortsat udvikler sig. Hvor synd det er for virksomheden at de nu skal løbe hurtigere samt tænke og agere anderledes. Og især hvor hårdt det var for ledelsen.

Her er der endda tale om en virksomhed som har eksisteret i rigtig mange år, og som tidligere har været i modvind. Og i øvrigt – hvilken virksomhed har ikke været i modvind? Jeg var chokeret!

Drop beklagelserne og find fighteren frem

Hvis virksomheder skal have en chance for at imødekomme udfordringerne i et ændret marked, er det nødvendigt at se massive udfordringer som kæmpe muligheder.

Det er vigtigt at dette perspektiv udspringer øverst i ledelsen. Ellers vil medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder sidde tilbage med en følelse af, at virksomheden hele tiden halser efter den udvikling som foregår, og så kan virksomheden være sikker på ikke at blive markedsførende.

Hvis ledelsen derimod har mod på at løse den opgave, de er ansat til og siger; ”Det her er nyt for os, men vi har troen på, at vi med vores viden og medarbejdere kan overraske kunderne med nye produkter, som er et skridt foran, og som er skræddersyet til den verden, vi lever i!” Ja, så har virksomheden en chance for at blive vinderne på et ændret marked.

Hvis du vil høre mere om, hvordan man vender udfordringer til muligheder, så kan du se min video herunder.