Når vi som mennesker skal træffe beslutninger under pres, har vi en tendens til at overanalysere mulighederne, fordi vi er bange for at træffe den forkerte beslutning. Problemet er, at vores mange overvejelser faktisk sjældent gør vores beslutninger bedre – nærmere tværtimod.

 

Hvad sker der, når vi overanalyserer beslutninger?

Frygten for at fejle er ikke i sig selv en dårlig ting. Det er en følelse, som alle mennesker kender til, men vores måder at håndtere den på er forskellig. Nogle mennesker evner at bruge deres frygt som katalysator til at tænke i succesfulde løsninger og tage konkrete skridt for at nå deres mål, mens andre bliver fanget af den ene tankerække efter den anden og reelt sløver hjernens beslutningsevner i mellem tiden.

Uanset hvilken gruppe du måtte mene, at du selv hører til i, så er processen, der ofte følger efter frygten (overanalyseren), et problem for os alle sammen.

Når vi som mennesker overanalyserer tingene, skyldes det, at det er så vigtigt for os at træffe den rigtige beslutning, at vi mister den helt afgørende forudsætning for at træffe gode beslutninger: Det klare sind.

Overanalyseren fører til ruminationer – en overanalyserende tankeproces, som sløver de mentale processer i hjernen, der ellers er helt afgørende for vores evne til at træffe gode beslutninger.


To eksempler: Taxichauffører og elitesportsfolk
Tag jobbet som taxichauffør. Som taxichauffør stilles hjernen overfor ganske komplicerede mentale processer: Du skal være i stand til at koordinere hjerne og krop for hele tiden at udføre bevægelser på en sikker og effektiv måde.

Når du som taxichauffør har gjort det igennem et stykke tid, bliver du så erfaren, at du kan foretage de fleste beslutninger uden at skulle igennem tankeprocesser, hvor du opvejer argumenterne for og imod. Hvis du tænker tilbage på dine første køretimer, kan du nok erindre, at dine beslutningsprocesser dengang ikke var så ubevidste og instinktive som den erfarne chaufførs?

Hvis du, eller taxichaufføren for den sags skyld, skulle op til en ny køreprøve, ville det formentlig gælde for jer begge, at noget af jeres automatik ved at køre bilen ville forsvinde pga. jeres bevidsthed om, at I skulle levere en fejlfri præstation. Du ville måske begynde at overveje, hvorvidt dine hænder var placeret korrekt på rettet, om du kiggede i bakspejlet osv.?

Problemet er i den forbindelse, at så snart du begynder at gennemgå alle komponenter af en given beslutning, så forvirrer du din hjerne. Hvor det at køre bilen normalt ville være en effektiv og smidig beslutningsproces, ville din overanalyserede kørselsteknik i stedet risikere at blive langsom og ukoordineret. I sidste ende med den risiko, at det gjorde din performance dårligere, fordi du følte presset fra køreprøven.

Inden for elitesport kender udøverne alt for godt denne problemstilling. Som tidligere Danmarksmester i badminton kan jeg huske følelsen af, at en overanalyserende tilgang til beslutningerne (Hvor skal jeg slå bolden hen? Tør jeg spille mit normale spil? osv.), fuldstændig kunne ødelægge min rytme og evne til at træffe gode beslutninger i pressede situationer. Den konstruktive proces, som jeg havde optrænet imellem hjerne og krop, kunne kortsluttes i løbet af få sekunder, hvis jeg blev FOR bevidst omkring de enkelte dele af beslutningsprocesserne i forhold til et slag eller en given kamp.

Stol på dine instinkter, når du er under pres
Denne form for overanalyseren finder ofte sted i pressede situationer. For mit vedkommende har det aldrig været et problem i erhvervslivet, men som elitesportsudøver kunne presset gøre, at jeg ikke længere stolede på mine instinkter og derfor traf de forkerte beslutninger.

Når du står over for en presset beslutning, så følg følgende beslutningsproces:

  1. Overvej argumenterne for og imod en given beslutning. Brug den tid, du har brug for, men afsæt lidt kortere tid end da du sidst stod over for et lignende vigtigt valg. Ved at afsætte stadigt mindre tid træner du din evne til at træffe beslutninger under pres, ligesom du aflærer dig selv din tendens til at overanalysere tingene.
  2. Når du har opbrugt den afsatte tid, så TRÆF en beslutning! Det er ikke sikkert, at din hjerne stopper diskussionen med argumenter for og imod en given beslutning, men du så i stedet følge dine instinkter, dine mavefornemmelse og dine grundlæggende livsværdier. De tre parametre er helt afgørende for gode beslutningsprocesser.
  3. Tillykke med at du nu har truffet en beslutning under pres! Det er ikke sikkert, at det var nemt. Det er til gengæld ganske sandsynligt, at din hjerne ikke vil give dig helt fri. Formentlig kommer der efterfølgende en lang række tanker, bekymringer og overvejelser omkring, hvorvidt du nu også traf den rigtige beslutning.
    Alle disse tanker og overvejelser skal have lov til at være der. Hvis du prøver at kæmpe imod dem eller tvinge dem væk, så kommer der blot flere af dem. Sådan fungerer vores primitive hjerne desværre.
    Det bedste, du derfor kan gøre, er at give dig selv fri. Lad tankerne flyve igennem hovedet ligesom skyer på himlen, og gå så videre til næste konkrete ting på dagsordenen – uanset om den er privat eller arbejdsrelateret. Se noget fjernsyn, vask tøj, gå en tur, brug din krop.En god mentor sagde engang til mig, at ”livet er i din højre storetå – ikke i dit hoved”. Den huskeregel bruger jeg hver gang, at tankerne begynder at have lidt for travlt med at overbevise mig om, at de er mere virkelige end virkeligheden – mere virkelige end nuet.

Dit instinkt er et udtryk for din erfaring som menneske – både professionelt og privat. Du træffer beslutninger hver eneste dag uden at overanalysere dem, men vi har alle nogle mønstre og områder, hvor vi risikerer at falde ind i mønstret med overanalyseren og vægelsind.

Ved at bruge ovenstående tre-trins-proces kan du træne din evne til at overkomme disse uheldige mønstre. Hvis din hjerne stritter imod, eksempelvis pga. angsten for at fejle, så mind dig selv og hjernen kærligt om, at den faktisk bliver dårligere til at træffe gode beslutninger, når den overanalyserer tingene. Også selvom den måske efterfølgende vil forsøge at overbevise dig om det modsatte.