Forleden talte jeg med en iværksætter. Lad os kalde ham Brian.

Brian havde fået sit CRV.NR. Han havde skabt et produkt. Han havde fundet en målgruppe.

Han havde fundet et lille kontormiljø, hvor han sad sammen med andre iværksættere.

Og han havde lavet en liste med potentielle kunder, som han ville kontakte.

Super, tænkte jeg.

Og så spurgte jeg ham: ”Hvordan har du så designet din virksomhed? Altså, så den giver dig alt det du ønsker af livet?”

Brian kiggede mig dybt i øjnene. Han sagde ingenting.

Jeg kunne se, at han tænkte. Dybt og hårdt.

Hvorefter han sagde: ”Jamen, jeg er bare hoppet ud i det”

Han havde ikke altså ikke designet sin virksomhed. Han var bare hoppet ud i det.

Uden at bruge nævneværdig tid på at reflektere over, hvordan virksomheden burde være designet.

illustration-af-blyanter-og-grundplan

Design din virksomhed

For 40 år siden var jeg Brian. Jeg anede intet om, at designe en virksomhed. Og da slet ikke noget om at designe den således, at jeg også kunne slippe fri af den igen.

Så her vil jeg gerne videregive en dyrekøbt erfaring.

Din virksomhed er, og bliver et middel til at leve et liv efter dit helt eget design. Så du får det ud af livet, som du nu ønsker dig. Ikke omvendt.

Måske du kan nikke genkendende til dette?

Du kommer til at investere mere af din tid, og flere af dine ressourcer i din virksomhed end alt andet.

Og derfor er det paradoksale netop, at mange ikke bruger lang tid på at reflektere over, hvordan deres liv i virkeligheden skal se ud for dem.

Læn dig tilbage i stolen og tænk over, hvad jeg lige har sagt.

For her er realiteterne: Hvis din virksomhed ikke bliver designet til at give dig, hvad du nu måtte ønske dig af livet, så har du designet din virksomhed som et job.

Og så er din virksomhed ikke andet end – og forhåbentlig – bedre betalt job.

Du kommer til at arbejde i din virksomhed, og vil aldrig få tiden til at arbejde på din virksomhed.

Og resultatet?

Din virksomhed ender med at ”suge alt livet ud af dig”

Og det er vel ikke meningen med at drive en virksomhed?’

Hvis du ikke designer din virksomhed

Prøv også at tænk over dette.

Hvis ikke du designer din virksomhed til at blive mindre og mindre afhængig af dig. Designer du din virksomhed til at blive mere og mere afhængig af dig.

Det i sig selv er ret skræmmende i min optik.

Der er mange opgaver, som sluger din tid og dine ressourcer.

• Salg
• Markedsføring
• Produktskabelse
• Kundeservice
• Medarbejdere
• Vækst

Bare for at nævne et par stykker.

Så det at gøre overvejelser om, hvordan din virksomhed skal designes, for at du kan få mere ud af livet, kommer i anden eller sågar bagerste række.

Her er, hvad jeg har lært

De fleste iværksættere knokler r*ven ud af bukserne.

Men alt for mange beskæftiger sig med det forkerte på den ene eller anden måde.

Det kunne f.eks. være

• Den forkerte målgruppe
• De forkerte salgskanaler
• De forkerte markedsføringskanaler
• Den forkerte prissætning

Måske du kan nikke genkendende til det?

Meget bør og kan overlades til andre.

Men er der én (af flere) ting, du ikke kan overlade til andre – så er det at designe din virksomhed, så den giver dig det, som du nu ønsker dig af livet.

For at gentage mig selv: Din virksomhed er og bliver kun et middel til at leve et liv helt efter dit eget design.

Og for at vide, hvad du nu ønsker dig af livet. Ja, så skal du også kunne se det. Og kende det payoff, du ønske at opnå.

Find dit payoff

Find ud af, hvad et meningsfyldt liv er for dig. Et liv som føles rigtigt hver dag, og som giver dig en dybere sans for tilfredshed og mening – hver dag, hver uge, hver måned, hvert år.
Og et ægte payoff starter desværre ikke med:

• ”Jeg vil være rig”
• ”Jeg vil have finansiel frihed”
• ”Jeg vil have en succesfuld virksomhed”
• ”Jeg vil være lykkelig”

Den slags payoffs virker ikke.

Nøglen ligger i, at du bliver meget specifik omkring, hvad du ønsker.

Hvad du vil opnå. Ikke hvad der kunne være rart at have. Det handler om et af de allervigtigste kriterier for succes: KLARHED.

Det er din personlige KLARHED, som kommer til at give dig din daglige motivation. Og fortsætte, selvom det ofte kan synes og føles håbløst med udfordring efter udfordring og krise efter krise.

Her er en hurtig 3 trins proces til at få KLARHED over dit personlige Payoff.

1. Beslut dig for, hvad du absolut ikke ønsker dig af livet
2. Beslut dig for. hvad du absolut ønsker dig af livet
3. Beslut dig for, hvordan din ideelle dag ser ud

Hvorfor nu i den rækkefølge. Ganske simpelt, Watson.

De fleste af os har langt større KLARHED over, hvad vi ikke ønsker, end hvad vi ønsker.

Og ved at have KLARHED over, hvad du ikke ønsker dig i og af livet, har du meget bedre chance for at identificere, hvad du ønsker. Plus selvfølgelig, at du nu også har KLARHED over alle de negative ting, som du for alt i verden vil undgå.

Lad mig give dig et par eksempler til punkt 1:

• Jeg ønsker ikke at have en virksomhed, som gør at jeg altid er væk fra min familie
• En virksomhed, som kun kan eksistere ved fordi jeg arbejder r*ven ud af bukserne
• Jeg ønsker ikke al den stress, som kommer ved at arbejde evig og altid

Du kan sikkert selv tilføje et par punkter til listen. Og det er en god idé at gøre det.

Giv dig selv 15 minutter til at lave din liste. For din liste vil være helt din egen.

Lad mig give dig et par eksempler til punkt 2:

• Bo med udsigt over havet
• En arbejdsdag som slutter kl. 15
• Spise aftensmad med min familie mindst 4 gange om ugen
• Produkter eller serviceydelser, som jeg er stolte af
• Frihed til at tilbringe tid til at lære nye kritiske succeskompetencer, som jeg kan videregive til kunder, partnere og team

Giv dig selv 15 minutter til at lave din liste

Lad mig give dig et par eksempler til punkt 3:

• Den perfekte dag – en dag som giver dig det meste af det, du identificerede under punkt 2 og du undgår alt det du identificerede under punkt 1
• Den normale dag – en dag hvor du foretager alle dine rutiner som er nødvendige for en succesfuld virksomhed
• En dag uden begrænsninger – glem alt om forpligtelser og alle forhindringer (penge, problemer osv.) og lev som om, du har en magisk tryllestav – en tryllestav, som fjerner alle begrænsninger.

Og du kan gøre lige nøjagtigt, som kun du vil.

Giv dig selv 15 minutter til at beskrive din helt egen perfekte dag

Hvis 15 min. Ikke er lang tid nok, så brug den tid som øvelsen kræver. Det handler kun om at komme i gang. Du kunne bruge 15 minutter hver morgen eller aften til at gøre dine lister mere komplet. Indtil du føler: NU er den der for nuværende.

Den første sti til succes er ganske enkelt for dig at have KLARHED over, hvad succes betyder for dig.

God fornøjelse med dine refleksioner.

Afstanden mellem drøm og realitet – den hedder handling.

Med venlig og stor iværksætter hilsen

Mogens