Uanset hvilken branche du er i, vil jeg vove den påstand, at det er en rigtig god ide, at få et eller flere digitale produkter på hylden. Det kan være et miks af introprodukter, kerneprodukter, tillægsprodukter og luksusprodukter, som jeg har været inde på i indlægget “Skab en magnetisk produktportefølje!”.

Du kan f.eks. tilbyde en freebie, som gør det nemmere at konvertere besøgende på din hjemmeside til abonnenter på dit nyhedsbrev. En freebie skal demonstrere noget af din ekspertise, så du tiltrækker de relevante personer til din liste. En freebie kan f.eks. være en lydfil med en meditation, en PDF med 10 tips der skaber værdi for modtageren, en mail hvor du afslører de 3 største fejl indenfor… osv.

Digital_kurv-01

 

Du kan også lave en serie af små e-guides eller større online forløb, der giver løsningen på din målgruppes problem. Det kan f.eks. være overskrifter (indenfor din niche) som “Sådan får du din hund til at komme, når du kalder!”, “Køkkenhave for begyndere – sådan skaber du en oase af grønt på kun 4m2”, “7 trin til at klare dit momsregnskab uden bøvl” osv.

Mulighederne er mange og måske er det en af årsagerne til, at rigtig mange endnu ikke har et (eller flere) digitale produkter på hylderne. Alt for mange valgmuligheder kan faktisk gøre det svært at tage en beslutning om, hvad der er det helt rigtige digitale produkt i ens business.

I det hele taget kan der være mange årsager til, at der er mange, der endnu ikke har de digitale produkter på hylden, som de drømmer om. Jeg har mange selvstændige i mentorforløb, der skal have lavet digitale produkter og det er ofte de samme årsager der ligger til grund for, at de endnu ikke er kommet i gang, før vi indleder et samarbejde. Jeg har samlet de 3 største årsager her. Måske kan du genkende en eller flere af årsagerne?

 

De 3 største forhindringer for, om du nogensinde får et digitalt produkt på hylden!

Teknik

Teknik er en udfordring, som de fleste bruger som forklaring på, hvorfor de ikke er kommet i gang endnu. Og det kan jeg sagtens forstå. Der er mange tekniske ting, der skal tages stilling til. Der er bl.a. spørgsmål omkring hvilken mikrofon der er god, om man kan bruge ens iPhone som kamera, hvordan man klipper optagelser sammen, hvordan man kan levere det færdige produkt automatisk, hvordan man tager imod betaling online osv.

Til det vil jeg sige, at du ikke nødvendigvis skal vente på, at svaret kommer dumpende. Det bliver ikke lettere som tiden går. Du behøver heller ikke at lære det hele selv. Find et kursus, en mentor/coach eller andre, der kan vise dig vejen og svare på dine spørgsmål, så teknik ikke skal stoppe dig.

Frygt

En anden årsag jeg ser, er frygt. Det kan både være frygt for at fejle men bestemt også frygt for at få succes. At føle en berettigelse til at være den, der stiller sig frem i rampelyset som ekspert (eller i hvert fald specialist) på et område. Der kan opstå en masse tanker og følelser om, hvorvidt vi nu er gode nok, om vi kan tillade os det, når vores konkurrent måske er bedre osv.

Til det vil jeg sige, at du ikke behøver at være lige så god som den bedste i din niche. Så længe du er et par skridt foran din ideelle målgruppe, så kan du vise dem vejen. Du har en erfaring, en lektie, nogle guldkorn, som du kan dele med dem. Succes handler ikke om at gøre alting fejlfrit, det handler om at gøre sig umage og rejse sig igen, når man falder.


Overvældelse

Den helt store vinder i forhindringsløbet er overvældelse. Med alle de muligheder der findes for digitale produkter, med udsigt til at kunne frigøre sin tid og have flere indkomstkilder, er det her, fantasien og drømmene får frit spil. Så derfor er der mange, der forestiller sig det ideelle produkt helt fra start. Den store e-bog, medlemsside eller online kursus. Ikke bare et lille simpelt produkt, men noget der virkelig rykker. Men det bliver for stor en mundfuld. Både at skulle lære det med at pakke et digitalt produkt og hele processen med det tekniske på plads og styr på tankerne. Så i de fleste tilfælde strander projektet her.

Til det vil jeg sige, at det er en god ide at starte ud med en lille ide. Faktisk så lille som muligt. I stedet for at lave en e-bog med hele din ekspertise, så vælg et enkelt problem ud som din målgruppe har, og løs det i en e-guide. I stedet for at lave en medlemsside med kontinuerlige temaer, så lav et enkelt tema. Det kan også være en god ide, at starte med et pilotprojekt, hvor du laver en test af produktet, får nogle til at prøve det og komme med feedback, inden du laver det endelige produkt.

Håber du blev inspireret!