Søgeordsanalyse er en vigtig og afgørende del af arbejde med SEO. Det er derfor et arbejde, som alle virksomheder bør prioritere højt.

Når du skal finde frem til de søgeord, potentielle kunder vil bruge, findes der flere forskellige værktøjer og metoder, som du kan gøre brug af. Det er vigtigt, at du ikke blot gætter dig til mulige søgeord, selvom du synes, at du har en god fornemmelse af, hvad forbrugerne søger efter, og hvilke søgefraser de bruger.

1: Brainstorm

En god måde at starte søgeordsanalysen på er gennem en brainstorm. Skriv alle potentielle søgeord ned, som du gerne vil undersøge. Søgeordene skal naturligvis relateres til de produkter eller services, som du forsøger at sælge. Hvis du for eksempel har en forretning, der sælger lædervarer, kunne potentielle søgeord være ”lædertaske”, ”læderpung”, ”læderbælte” etc. I første omgang handler det om at notere alt, du kan komme i tanke om. Derefter kan du undersøge, hvor udbredte søgeordene og -fraserne er.

2: Google søgeordsværktøjet

Det mest effektive værktøj til at finde frem til, hvilke søgeord du skal satse på, er Googles søgeordsværktøj (på engelsk: Keyword Planner). Du kan finde søgeordsplanlægningen under fanebladet ”Værktøjer” i din Google AdWords-konto. I søgeordsværktøjet kan du undersøge, hvor mange gange der er søgt på de forskellige ord, som har relevans for din virksomhed.

3: Tjek konkurrenterne

En anden god måde, hvorpå du kan finde inspiration til nye søgeord, kan være ved at undersøge dine konkurrenters søgeord. Ved at søge på ord eller fraser, der relaterer sig til dine produkter, kan du få en fornemmelse af, hvad dine konkurrenter satser på. Du kan også bruge siden Searchmetrics, hvor du ved at oprette en gratis bruger kan få adgang til konkurrenters vigtigste søgeord.

Du må dog aldrig blot vælge søgeord, som dine konkurrenter bruger, uden først at foretage en analyse. For det første kan det være, at I ikke bør satse på de samme ord, og for det andet kan du ikke vide, om dine konkurrenter har foretaget en analyse, eller om de blot har gættet sig frem.

4: Google Suggest og Übbersuggest

Når du begynder at indtaste et ord på Google, vil der automatisk komme forslag op, som Google finder relevant i forhold til det indtastede. Med andre ord forsøger Google altså at gætte sig frem til, hvad du leder efter, ud fra hvad der bliver søgt mest på.

Übbersuggest.org kan ligeledes give inspiration til nye søgeord. Når du indtaster et søgeord, vil værktøjet give dig en lang række forslag til kombinationer af dette søgeord.

5: Google Trends

Du kan bruge Google Trends til at undersøge forskellige tidspunkter i løbet af året. Du kan for eksempel undersøge, på hvilket tidspunkt, for eksempel om vinteren, der oftest bliver søgt på forskellige søgeord. Brug Google Trends til at undersøge, om dine produkter eller søgeord måske er sæsonprægede, eller om søgeordets popularitet har ændret sig i løbet af de seneste måneder.

Lad værktøjer og metoder supplere hinanden

En vigtig pointe i forhold til søgeordsanalyse er, at du aldrig kun skal satse på en af metoderne eller værktøjerne. Når du arbejder med søgeordsanalysen, har du nemlig størst chance for at opnå succes, hvis du ved så meget som muligt om de udvalgte søgeord. De præsenterede værktøjer kan alle give supplerende oplysninger om søgeordene, som du kan bruge til at vurdere, hvilke søgeord du i sidste ende skal satse på.

Hvis du vil vide mere om de enkelte værktøjer, eller hvordan du skal implementere søgeordene på din side, kan du finde mange flere informationer i ”Online markedsføring – den store grundbog”. Bogen er opdateret på de sidste nye værktøjer og tendenser, og du vil kunne bruge den som en praktisk guide, når du skal arbejde med søgeordsplanlægning og SEO. Gennem uddybende forklaringer og eksempler kan du blive klogere på, hvordan du kan få succes med at finde de rigtige søgeord og arbejde målrettet med SEO.