I næsten alle mine virksomheder har jeg altid haft partnere med. Det er af flere årsager, men primært den årsag at jeg typen, der fungerer bedst i et team, og så sætter jeg pris på, at man kan brainstorme flere mennesker sammen.

Det har dog også lært mig mange ting. Både omkring mennesker og omkring mig selv. Jeg har haft super gode partnerskaber, og jeg har også haft et par stykker, der endte i retten. Så jeg føler efterhånden, at jeg har prøvet de ting der skal prøves, men det må tiden jo vise.

Her er 5 ting jeg vil anbefale, at man har styr på, når man indgår et partnerskab.

5_ting_partnerskab

1. Forventningsafstemning

Det er uden tvivl det vigtigste, som man skal gøre. Der ligger mange ting i en forventningsafstemning, men det handler om alt fra ansvarsområder til arbejdstimer mv.
Sørg for at have skrevet det hele ned i en aftale (se punkt 3), så I er helt enige om spillereglerne.

2. Bliv enige om en fratrædelsesordning

Skulle det en dag ske, at man bliver uenige, så er det vigtigt også at have styr på, hvordan man nemmest muligt skilles. Det er meget nemmere at blive enige om, når man er venner.

3. Få det juridiske på plads

Det kan virke lidt omstændigt at lave en juridisk aftale imellem sig, for som regel er man jo rigtig gode venner – i starten. Det er bare ikke sikkert, man er det senere hen, og hvis man en dag vælger at ’slå op’, så vil man virkelig sætte pris på at have alt beskrevet.
Sandsynligheden for at man er enige om de vilkår, der er, når man skal skilles, er nemlig meget lille – lært af bitter erfaring.

Det juridiske vil ofte også indeholde andre punkter.

4. Snak om konkurrenceklausul

En god ting at snakke igennem er også, om der skal være en eventuel konkurrenceklausul. Det er en ting, som man stærkt bør overveje. Skulle det ske, at man bliver uvenner, så er det bedre at have aftalt forinden, om man må starte konkurrerende forretninger op.

Det kan være uoverskueligt at skrive under på, at man aldrig må lave forretning indenfor den branche, så en løsning, som jeg nogle gange har brugt, er, at skrive at man ikke må lave forretning i den branche indenfor en bestemt tidsramme.

5. Må man drive forretning ved siden af?

Den diskussion, som jeg nok har haft flest gange, har omhandlet det at drive forretning ved siden af ens primære.

Personligt elsker jeg at have mange bolde i luften, og jeg kan godt håndtere det. Nogle mennesker har sværere ved det, og det betyder altså, at det går udover fokus. Det behøver ikke kun være de timer, som de bruger på noget andet hver uge, men lige så meget omkring hvor fokus ligger.

Sørg for at have snakket igennem, hvad man må lave ved siden af virksomheden og evt. i hvilket omfang.
Husk! Et partnerskab er – næsten – mere bindende end et ægteskab. Mange iværksættere bruger flere timer med deres forretningspartner, end de gør med kæresten, og så skal det altså være en, man holder virkelig meget af 🙂

Andre gode tips til at lave partnerskaber? Så del dem meget gerne i kommentarfeltet!